Forklaring på sundt tandkød, tandkødsbetændelse og parodontitis samt behandling
Et sundt tandkød, er tandkød som ligger stramt omkring tanden. Det er lyserødt og svagt nubret i overfladen og det bløder ikke efter tandbørstning eller efter brug af stikker og tandtråd.
For at undgå tandkødssygdomme er det vigtigt at man holder sine tænder rene. Tænder og tandkød skal med jævne mellemrum kontrolleres af en tandplejer. Ved et eftersyn får du hvis der er behov en grundig vejledning i mundhygiejne. Det er individuelt hvor ofte du skal komme til tandeftersyn.
Rygning kan forværre selv svage tegn på tandkødsbetændelse (gingivit) eller paradentose (parodontitis) og vi anbefaler derfor rygestop.
Tandkødsbetændelse
En kronisk betændelse i den del af tandkødet som sidder nærmest tandkronen. Ved tandkødsbetændelse er fibrene og knoglen omkring tanden endnu ikke ødelagte. Er der kun tale om tandkødsbetændelse kan sygdommen behandles og tandkødet kan blive sundt igen uden tandens fæste har lidt varig skade.
Hvis tænderne ikke børstes helt rene, samler der sig bakterier på tænderne langs tandkødskanten. Disse belægninger kaldes plak. Hvis disse belægninger ikke fjernes, forkalker de og de bliver til tandsten. Tandsten har en meget ujævn overflade og giver derfor god yderligere grobund for bakteriebelægninger. Både bakteriebelægninger og tandsten i tandkødskanten kan virke irriterende og føre til tandkødsbetændelse. Når tandkødet er betændt, bliver det hævet og rødt og har større tendens til at bløde.
Hvis belægninger og tandsten fjernes og tænderne efterfølgende holdes rene, forsvinder tandkødsbetændelsen i løbet af få dage. Tandsten skal man ikke selv fjerne det skal din tandplejer.